NETVÆRKET DER BEKYMRER BORGERNE
Af Mikkel Linus Pilegaard Johansen
Foran Thorvaldsens Museum nær Christiansborg er der samlet omkring 150 mennesker på en råkold lørdag i midten af marts. Hånd i hånd står de. Unge som gamle. Store som små. Fælles for dem alle er, at de er bekymrede for den nærtstående implementering af landsdækkende 5G-netværk. Demonstrationen, der er arrangeret af JFK21 med Mads Palsvig i spidsen, er et nødråb for en sag, der bekymrer demonstranterne enormt.

Én af dem, der har trodset forårskulden, er Franziska Reimnitz. Sammen med sin familie er hun taget til demonstrationen for at vise sin støtte til sagen. Hun er bekymret for landsdækkende 5G. Blandt andet fordi hun ikke mener, at der er forsket tilfredsstillende i emnet. Mest af alt bekymrer det hende dog, at beslutningen om at udrulle landsdækkende 5G-dækning er truffet bag lukkede døre - helt uden befolkningens viden og uden nogen form for offentlig dialog eller debat.
I løbet af eftermiddagen er der flere talere på trappen foran Thorvaldsens Museum. Det er dog JFK21s frontmand, Mads Palsvig, der står for størstedelen af oplæggene. Han stiller op til Folketinget som løsgænger ved næste folketingsvalg, hvor én af hans mærkesager er at stoppe 5G i Danmark. Det er dog ikke udelukkende 5G, der optager ham. Han er også fortaler for omfattende, strukturelle samfundsøkonomiske reformer.
Efter små to timer med taler, dialog, diskussion, debat og kampråb er demonstrationen så småt ved at gå i opløsning. Inden da tager demonstranterne dog hinanden i hånden og samler sig i en stor rundkreds, der fylder hele området foran museet. "STOP 5G," runger det ud over pladsen. Om de folkevalgte kan høre det bekymrede nødråb ovre på Christiansborg er ikke til at vide. Demonstranterne har i hvert fald gjort alt hvad de kunne i dag. Og det lader det til, at de vil fortsætte med.

